Efter nogle intense måneder sammen med underleverandørerne Liab ApS og CX Power ApS er vi færdige med den første udviklingsfase, der er delvis finansieret af Innovationsfondens Innobooster program.

Jeg tager nu til Kenya sammen med Jeremiah fra CX Power for at teste vores prototype serie. Vi skal til en lille landsby vest for Eldoret og har lavet aftaler med en lokal skole om at sætte solcelleanlæg op på deres tag, så familier i nærheden kan komme forbi og få opladet deres batteripakke. De får mulighed så for at få lys og radio i hytterne og slipper for at gå 10-15 km for at få deres mobiltelefon opladet.

Det bliver rigtigt spændende og jeg glæder mig til at observere og tale med familierne om deres brug af vores løsning. Der kommer helt sikkert nogle gode input til det videre udviklingsarbejde, der sættes i gang til august når vi er hjemme igen.

Min dreng Søren har lavet en lille video, da vi testede og samlede det hele på Green Tech Centeret ved Vejle, kort før det blev sat på en flyver til Nairobi.

Med denne korte gennemgang af det sidste års arbejde ønsker jeg alle en rigtig god sommer.

Jeg håber på at kunne up-loade nogle billeder og måske lidt film mens vi er i Kenya.