Jeg startede fredagen med at mødes med Per, som er en del af det NCF-projekt, jeg rejste til Afrika for at opstarte. Per er bosat i Tanzania og kender derfor rigtig godt til kulturen. Jeg fortalte Per om en oplevelse, jeg havde, da jeg besøgte en af de små landsbyer i Kenya for at demonstrere PP Power…
Jeg havde taget kiks med til landsbyens børn. Jeg havde rigeligt med, så alle kunne få en pakke kiks, men alligevel oplevede jeg, at børnene kastede sig over mig og kassen med kiks, selvom der var nok til alle. Jeg oplever, at det er som om, det er alles kamp mod alle for overlevelse – selv som børn.
Per fortalte mig om lignede episoder, han har oplevet og vi fik en god snak om de kulturforskelle, jeg oplever hernede. Efter vores møde tog jeg med Ian, vores Country Manager, ud til et opfølgningsmøde, hvor også Livinus fra KAKUTE deltog. Det var et godt møde, hvor vi fik lagt rammerne for det videre arbejde.
Jeg var nu ved at være færdig med vores møder for denne gang og aftalte med vores chauffør Arnold, at han skulle hente mig for at køre mig til Mellemfolkeligt Samvirkes kursuscenter uden for Arusha på vej mod lufthavnen. Her brugte jeg de sidste to dage på at følge op med referater og e-mails. Om aftenen mødte jeg en flok fra Folkekirkens Nødhjælp, og jeg fortalte dem om vores løsning. Flere lokale folk fra Malawi ville gerne høre mere om batteriet, og det er generelt noget, jeg ofte oplever hernede – interessen er stor.
Jeg rejser hjem fra min Afrika-tur med rygsækken fuld af gode møder, nye relationer og opstart af NCF-projektet, og jeg glæder mig til at vende tilbage snart igen 🙂