Vi vågnede tidligt tirsdag morgen på hotellet i Nairobi og pakkede vores ting, inden vi skulle ind til byen og med The Riverside Bus til Arusha i Tanzania. Vi kom som de første ind i bussen og var heldige at der kun kom tre andre passagerer ombord på bussen. Det betød, at vi havde god plads under hele den lange 6-timers rejse.
Da vi ankom til Arusha blev vi hentet af vores tanzaniske chauffør, Arnold, der kørte os til vores hotel i midten af Arusha by.
Efter en god nats søvn, skulle vi dagen efter mødes med vores kollegaer, Ian og Joseph, fra PP Power Tanzania. Det var først gang Rikke og Kenneth skulle møde deres tanzaniske kollegaer, og det var rart for dem endelig at få mulighed for at kunne mødes i virkeligheden. Vi kørte hen til vores lager og kontor, hvor de ny-producerede 1000 batterier netop var ankommet. Efterfølgende holdt vi møde det meste af dagen hos vores samarbejdspartner, Kakute.
Om aftenen tog vi alle tre ud at spise på et lokalt street kitchen, som Steen flere gange har spist på. Vi gik tilbage til hotellet i øsende regnvejr, hvilket er meget atypisk Tanzania på denne tid af året og gik i seng efter endnu en lang, god dag.